Hvordan vi gennem kontakten med vores indre barn, kan forandre adfærd og øge vores indre ro og mentale balance.
Om vores indre barn og evne til at (selv)helbrede.
Indeholder reklame.
Vi har alle et ’indre barn’ indeni. Ikke fysisk og konkret, men i følelsesmæssig forstand.
Det har vi fordi, vi alle har været børn engang, og at vores tidlige erfaringer, danner fundamentet for alle senere erfaringer i livet. Alle vores oplevelser og erfaringer igennem livet, er en integreret del af os, der lever deres liv i bedste velgående, i vores ubevidste lag af sindet, men i høj grad også i vores krop. Vores krop husker nemlig, og det betyder, at nutidige situationer og oplevelser, kan reaktivere følelser og fornemmelser fra tidligere erfaringer i vores liv, hvor vi oplevede noget, som nutiden minder os om. På den måde kan vores erfaringer fra fortiden, styre vores adfærd i nutiden.
Som børn er vi dybt afhængige af vores omsorgspersoners kærlighed, af deres omsorg og respons på vores indre og ydre tilstande. Mennesket er et af de mest sårbare pattedyr. Vi fødes dybt afhængige af relationen til vores primære omsorgspersoner, da vi er ude af stand til at kunne klare os selv de første mange leveår. Vores fysiske og psykologiske velbefindende er dybt afhængigt af måden vi mødes af vores relationelle omgivelser. Tidligt i livet skabes dette fundament, som senere erfaringer bygger ovenpå. Det skaber flere lag af erfaringer og erindringer i os, som bliver mere og mere komplekse og ubevidste, efterhånden som livet bevæger sig fremad.
Som børn er vi med denne dybe afhængighed til vores forældre, villige til at ofre forbindelsen til os selv og vores egen integritet, hvis vi føler os utrygge eller (indirekte) truede med at blive forladt. Vi er fra vores fylogenetiske fortid, biologisk kodet til at sørge for vores overlevelse. Artens overlevelse overordnet set, men i høj grad også vores egen. Derfor er vi som børn villige til, at tilpasse os omgivelserne hvis vi føler os truede, da det sikrer vores overlevelse, at tilpasse os vores omgivelsers forventninger til os, så vi derved undgår skældud, afstraffelse og/eller at blive fysisk eller følelsesmæssigt forladt. (Hvilket vores system vil opfatte som trusler på fysisk og/eller psykisk overlevelse). Som voksne har det den konsekvens, at den tilpassede del af os selv – eller vores indre barns oplevelser – fortsat lever indeni os. Det kan komme til udtryk ved, at vi føler os:
- Forkerte eller utilstrækkelige.
- Besværet i relationelle sammenhænge.
- Besværet i forhold til at mærke en dybere forbindelse til os selv og andre.
- Konstant i tvivl om, hvorvidt vi gør det godt nok.
- Hæmmet af perfektionisme.
- Fejlplaceret eller anderledes.
- Utiltrækkende, kropsligt forkerte og utiltalende.
- Begrænset af, at vi bliver nødt til at gøre, hvad andre forventer af os.
- Ensomme, alene og forladte.
- Stressede, deprimerede, udbrændte.
- Begrænset af os selv, i forhold til at kunne udtrykke frit, hvordan vi har det.
- Besværet af, at mærke og udtrykke vores egne grænser.
- Stærke udenpå, men sårbare indeni.
- Begrænset af en ydre maske, vi har behov for at tage på ude i omverdenen.
- Kede af det, skamfulde og selvmedlidende.
- Vrede, frustrerede og irriterede ofte.
Forældre gør i udgangspunktet altid det bedste, de kan, og det bedste, de har lært. Ingen forældre er perfekte, og det er heller ikke meningen, men har vi haft meget ubevidste forældre, der aldrig har forholdt sig til deres egen opvækst, vil vi formentlig have fået videreført en masse større eller mindre traumer fra tidligere generationer.
Vores grundlæggende behov som børn (og voksne) er, at blive accepteret, set, hørt og forstået. Mange af os er opvokset i en tid, hvor børn skulle ses, men ikke høres, og det kan have skabt et eksistentielt tomrum indeni, fordi vores forældre har responderet på vores yderside, i stedet for at interessere sig for vores inderside. Behovet lever fortsat, og særligt hvis ikke det behov blev opfyldt som barn, vil det leve og aktiveres i mange nutidige situationer i vores voksne liv.
At kontakte og møde vores eget ’indre barn’, kan fylde et eksistentielt tomrum indeni. Det kan give os alt det, vi manglede at få som børn – det vi længdes efter og det, som komplicerer forholdet til os selv og vores relationer som voksne. Arbejdet handler om, at agere sin egen omsorgsfulde forælder og at få nutidige erfaringer, der kan reparere de gamle.
Det kan lyde hokus pokus, men i virkeligheden handler det om, at integrere nye erfaringer, der kan erstatte nogle af de gamle. Den måde, vi mennesker udvikler os på, er gennem positive og trygge samspilserfaringer med andre mennesker. Det var den måde, vi udviklede os på som børn og det er også den måde, vi udvikler os på som voksne. En terapeutisk relation, handler om forsinket forælderomsorg. Terapeuten får den funktion, at agere og guide klienten til at få positive og trygge samspilserfaringer med et andet menneske (terapeuten), hvor klienten oplever sig accepteret, set, hørt og forstået, og dermed erfarer klienten at kunne være lige præcis, som vedkommende er, og at have det, som klienten lige præcis har det, uden at blive gjort forkert eller til skamme. Har vi gamle sår, der ofte aktiveres og begrænser os i vores nutidige liv og relationer, kan kontakten med den del af os selv, der hænger sammen med vores indre barns følelser, skabe en langt større ro – fordi den indre del af os, der aldrig følte sig set, hørt og forstået, nu får nye erfaringer med, lige præcis at blive mødt sådan, både af en terapeut, men også af sig selv.
Det handler om, at være sin egen omsorgsfulde forælder. Om at møde vores indre barn kærligt og kropsligt, som vi havde brug for at blive mødt tidligt i livet. Måden, vi integrerer nye erfaringer, er gennem her-og-nu oplevelser, som fx at sidde med en dukke, der har en tyngde og form, der minder om et rigtigt barn. Gennem visualiseringer af os selv som barn, kan vi integrere gamle erfaringer af os selv med en ny og omskrevet erfaring, der nu indebærer, at mærke omsorgen, forståelsen og kærligheden fra os selv. Helt lavpraktisk, at give os selv det, vi ikke fik.
Udover at gøre det i en terapeutisk sammenhæng, kan vi selvhelbrede et langt stykke, ved at give os selv nogle nye og mere kærlige samspilserfaringer. Det kan vi gøre, ved at anvende en dukke, der udgør en kropslig repræsentation af (os selv og) vores indre barn.
Rubens barn dukkerne, er skabt til formålet. Plejehjem anvender dem til mennesker med demens, der savner kontakt med en baby (måske deres eget indre barn?), og terapeuter anvender dem som redskab til, at helbrede det, som klienten manglede de første leveår.
Jeg anvender dukkerne til, at give mine klienter muligheden for, at omslutte deres eget indre barn, og derigennem reparere og helbrede nogle af de problematikker, der ligger til grund for nutidige udfordringer og begrænsninger i deres liv.
Vi kan selv gøre arbejdet derhjemme. Anskaffe en dukke og lade den udgøre en repræsentation af os selv og dermed gå igennem det arbejde det er, at give os selv nye erfaringer. Det kan være, at sidde med dukken (sig selv) 10 minutter hver dag, og give sig selv det, man ikke fik, eller at gå rundt med sig selv i en vikle, hvis vi har en fornemmelse af, at vi manglede fysisk nærhed, trøst og bevægelse, når vi var kede af det. Det kan være, at få omsluttet armene tæt, hvis vi har vanskeligheder med kropslig berøring på armene i dag, at fortælle dukken (os selv) alt det, vi havde brug for at høre, fra vores forældre, eller at berolige vores dukke/indre barn, når vi som voksne i dag, kommer i kontakt med svære følelser, vi har svært ved at regulere. Kort sagt, at visualisere og forestille sig, at man sidder med sig selv, og giver sig selv lige præcis det, man manglede dengang. Dermed giver man sig selv, den forsinkede forælderomsorg, som kan være med til at skabe forandringer i vores liv her og nu.
Bevidsthed og indre arbejde kan sikre, at transgenerationelle udviklingstraumer ikke føres videre i nyere generationer og indre barn arbejde kan give dig muligheden for at mærke:
- Langt større ro og indre balance.
- Større selvkærlighed, selvværd og selvtillid.
- En større lethed i relationen med dig selv og andre.
- En følelse af dybere kontakt og at kunne være en mere autentisk udgave af dig selv.
- Følelsen af at blive opladet i relationelt samvær, fremfor at blive afladet og drænet.
- Berigelsen af dybe og sårbare samtaler.
- En større adgang til at udfolde dit fulde potentiale.
- En lettere adgang til at elske andre og at elske dig selv og dine fejl.
- Forløsningen ved, at droppe perfektionisme.
- At kunne være dig selv, sammen med andre.
Jeg vil som udgangspunkt anbefale dig, at starte processen med en terapeut, der kan guide dig til, hvordan du (gen)finder en kærlig kontakt med dit indre barn, og gennem den erfaring, arbejde videre med det selv.
Dukkerne er fra http://www.legebyen.dk og kan købes her:
https://www.legebyen.dk/shop/kategori/legetoj/pigeleg/rubens-baby-molly.htm
https://www.legebyen.dk/shop/kategori/legetoj/pigeleg/rubens-baby-nils.htm
https://www.legebyen.dk/shop/kategori/legetoj/pigeleg/rubens-baby-molly-8547.htm
https://www.legebyen.dk/shop/kategori/legetoj/pigeleg/rubens-baby-erik.htm